Æbelø
Æbelø ligger i Kattegat lige nord for Fyn, kun 3,5 km fra moderlandets nordkyst og ved et drej næsten helt forbundet med denne. Æbelø kaldes ofte prikken over Fyn. Øen er ca. 2,1 kvadratkilometer og Syd for øen ligger de små øer: Brådet, Dræet og Æbeløholm.
Fredning af øen og havet omkring
Æbelø og det lavvandede havområde omkring øen blev fredet i 1998 med det formål at bevare og genskabe naturhistoriske og landskabelige værdier ved:
• at sikre en fortsat naturlig udvikling af havområdet og kysten
• at skoven på Æbelø skal udvikle sig naturligt
Nogle af de første fredninger i Danmark var bevaring af gamle egetræer på Æbelø, hvor et væsentligt formål var at beskytte den store bille, Eghjorten. Naturinteresserede har siden starten af det 20. århundrede valfartet til øen for at studere dens naturrigdomme.
Foto: Byportalen
Æbelø blev købt af Aage V. Jensens Fonde i 1995.
Øen er fredet og derfor tilgængelig for offentligheden. Naturen på Æbelø er ret speciel, da øen ikke er udsat for stor menneskelig påvirkning.
Det er muligt at gå en afmærket tur rundt på øen, ca. 4 km lang rute. Husk på, at du er gæst på øen - sporet er åbent for færdsel til fods, dog kan det ikke anbefales for gangbesværede.
Foto: Byportalen
Ebbevejen til Æbelø udgår fra Lindøhoved v. Jersore, ca. 8 km øst for Bogense.
Hvordan kom Æbelø?
Æbelø blev dannet i tertiærtiden og efterfølgende er der afsat mange jordlag på øen, som giver anledning til at studere denne specielle geologi.
Mellem jordlagene er der et lag der kaldes plastisk ler, og jordlagene glider nemt fra hionanden som især ses på de mange skrænter.
Naturen og dens former på Æbelø er ret speciel, hvilket især skyldes den lille belastning øen har haft gennem tiden.
Øen har primært været anvendt til græsning for kvæg.
Turforslag
Æbelø er indbegrebet af et dansk kystlandskab. Den enestående naturskov, de smukke drag, standenge og flotte kyststrækninger gør stedet til noget helt særligt.
Man må gerne besøge øen uden tilladelse, dog må man ikke overnatte på øen.
De tilfælde, hvor det anbefales at søge om speciel tilladelse, er hvis man kommer som en samlet gruppe på 20 personer eller flere eller man har tænkt sig at tage dertil på hesteryg.
Adgang til Æbelø sker til fods via ebbevejen, en tur på ca. 4 km. hvoraf de 1½ km. foregår i vand. Turen hele øen rundt er ca. 7 km. Den afmærkede rute på øen er ca. 4 km.
Vær opmærksom på tidevandet samt vindretningen. På Turistbureauet i Bogense fås tidevandstabel samt oplysninger i øvrigt.
Foto: Skov- og Naturstyrelsen
Æbelø fyr (Linsefyr) 18 meter.
Æbelø, 5400 Bogense
Opført 1883
Bogense Kommune
Fyret er bygget i granit fra Svaneke på Bornholm og er sammenbygget med fyrmesterboligen ialt et trefløjet boliganlæg.
Tårnet er opført smukt med en lanterne, som har trekantede glas hele vejen rundt. På taget er en kobberhætte. De øvrige bygninger er murede - rød, blank mur og har skifertag, i rundingen dog zinktag. Anlægget er meget velbevaret med stort set alle originale bygningsdele intakte. Nye tilføjede elementer er tilpasset det eksisterende.

Fossiler
Fund fra ældre perioder : Sporfossiler, brakiopoder, trilobiter, muslingekrebs og graptoliter.
Fund fra yngre perioder : Svampe, brakiopoder, vættelys og søliljer.
Stenmuseum I 2001 opførtes et stenmuseum i en længe til Æbeløgård hvor Holger Garnak udstiller sin store stensamling fra øen - og som absolut er et besøg værd.

Foto: Byportalen
Skov-randøje (Latin: Pararge aegeria)
- er en forholdsvis ny art i Danmark, og kun været kendt i ca. 100 år. Findes idag i det meste af Østdanmark. De første skovrandøjer er set på Sydlolland, hvor den i mange år blev betragtet som sjælden. Skovrandøje er brun med en masse hvidgule pletter, og på forvingerne har den en hvidkernet øjeplet, mens den på bagvingerne har 3 - 4 øjepletter. Undersiden af skovrandøjens vinger er en blanding af brune, hvidgule eller cremefarvede felter.
Sommerfuglen Skovrandøje er karakterart for Æbelø, idet den holder til i små lysåbninger i skoven. De første skovrandøjer ses sidst i april i et varmt forår, men er først talrige sidst i maj.

Foto: Byportalen
Ugler på Æbelø
Øens skove og engarealer giver gode muligheder for ugler. Maden findes i rigt mål som smågnavere på græssletter og enge.
Natugle og Skovhornugle yngler fast med et til flere par afhængig af fødemængden. Både Mosehornugle og Slørugle har tidligere ynglet og kan tænkes at genindvandre.
Eghjoten
Den store bille, Eghjorten, var talrig på Æbelø omkring 1900. Eghjortens larve lever i gamle træers rødder i 5 år inden den efter forvandlingen til bille har et kort liv over jorden på en halv til en hel måned. Billens sidste levested i Danmark var Æbelø, men den er ikke set her siden 1954.
Foto: Byportalen
Dådyr
Dådyret kendes i Danmark fra Eem-mellemistiden, men uddøde i Danmark ved overgangen til sidste istid for ca. 110.000 år siden.
Ifølge Valdemar Sejrs jordebog fra 1231, vides det at dådyret forekom på flere små øer allerede tidligt i 1200-tallet.
Det er dog sandsynligt at arten allerede blev genindført i vikingetiden. Idag findes adskillige vildtlevende bestande, spredt ud over det meste af landet.
På Æbelø findes ca. 40 - 50 dådyr.
Et mindre antal mufloner (korsikansk bjergfår) ses også på øen.
God fornøjelse.
Download kort A3 A4 webkort
Fyns Amt brochure
Turistbureau